Opfostringshusforeningen
 
 
 
 

Skorpeskolen

 

Om foreningen

Vedtægter for Opfostringshusforeningen             
stiftet den 18. marts 1872

§1 Formål
Foreningens formål er at samle tidligere elever fra Det kongelige Opfostringshus og Den Thorupske Stiftelse for opretholdelse og udbygning af kammeratskabet fra skoletiden. Endvidere har foreningen til formål at formidle støtte til medlemmer.

§ 2 Medlemmer
Tidligere kostelever fra Det kongelige Opfostringshus og Den Thorupske Stiftelse kan optages som ordinært medlem af foreningen.

Tidligere dagelever og personer, som er interesseret i at støtte foreningen og dens arbejde, kan optages som  støttemedlem. Et  støttemedlem er ikke valgbar eller stemmeberettiget.

§3 Æresmedlemmer
Personer, der har ydet en særlig fortjenstfuld indsats for Det kongelige Opfostringshus og Den Thorupske Stiftelse eller foreningen, kan på bestyrelsens indstilling ved en generalforsamlingsbeslutning optages som æresmedlem.

Et æresmedlem er kontingentfri og bevarer, såfremt det har været ordinært medlem, alle medlemsrettigheder.

§4 Medlemskab, ind- og udmeldelse
Indmeldelse i foreningen sker ved henvendelse til foreningens formand eller sekretær. Udmeldelse af foreningen kan kun ske med mindst 1 måneds varsel til et kalenderårs udgang.

Såfremt et medlem efter to påkrav undlader at betale et forfaldent kontingent, er bestyrelsen bemyndiget til at slette den pågældende som medlem.
Adresseændringer skal meddeles til sekretæren.

§5 Generalforsamlingen
Generalforsamlingen er den højeste myndighed i alle foreningens anliggender.

§6 Ordinær generalforsamling
Den ordinære generalforsamling skal afholdes hvert år inden udløbet af april måned. Indkaldelsen sker i medlemsbladet med mindst 14 dages varsel.

Indkaldelsen skal indeholde generalforsamlingens dagsorden, og følgende punkter skal altid optages på dagsordenen:

1.        Valg af dirigent og stemmetællere

2.        Bestyrelsens beretning for det forløbne år

3.    Godkendelse af det reviderede årsregnskab og budgettet for det følgende regnskabsår for foreningen og for Fundats af 22. april 1999 for Opfostringshusforeningens Stiftelse m.fl.

4.      Valg af bestyrelsesmedlemmer, revisorer og suppleanter samt medlemmer og suppleanter til Legatudvalget jf. Fundats af 22. april 1999 for Opfostringshusforeningens Stiftelse.

5.     Forslag fra medlemmer og bestyrelse, herunder fastsættelse af kontingent for det kommende år.

6.        Eventuelt. Under dette punkt kan intet vedtages.

Forhandlingsemner eller forslag, som medlemmer ønsker at få sat på dagsordenen under punkt 5, skal være bestyrelsen (formanden) i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen.

Vedtagelser på generalforsamlinger sker ved simpel stemmeflertal blandt de fremmødte stemmeberettigede medlemmer, dog undtaget § 15 og 16. En afstemning på generalforsamlingen skal ske skriftligt, såfremt et flertal af de fremmødte stemmeberettigede medlemmer eller dirigenten forlanger det.

Kontingentrestance medfører tab af valgbarhed og stemmeret.

§7 Ekstraordinær generalforsamling
Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af et bestyrelsesflertal og skal indkaldes af bestyrelsen, hvis revisorerne eller mindst 25 ordinære medlemmer skriftligt forlanger det. Det eller de forslag, der ønskes behandlet på den ekstraordinære generalforsamling, skal i klart formuleret, skriftlig form afleveres til formanden.

En ekstraordinær generalforsamling skal indkaldes i medlemsbladet senest 3 uger efter, at et sådant ønske fremsættes, og den skal afholdes tidligst 8 dage og senest 1 måned efter bladets udsendelse.

§8 Bestyrelsen
Bestyrelsen består af en formand, en næstformand, en kasserer og indtil fire bestyrelses-medlemmer, der alle vælges for 2 år ad gangen. Desuden af to suppleanter der vælges for et år ad gangen.

Formand og to bestyrelsesmedlemmer vælges i lige år; næstformand og kasserer samt de øvrige bestyrelsesmedlemmer i ulige år.

§9 Bestyrelsesmøder
Bestyrelsesmøder afholdes efter behov, dog minimum fire bestyrelsesmøder årligt. Udebliver et bestyrelsesmedlem gentagne gange fra bestyrelsesmøderne uden at meddele afbud, kan bestyrelsen indkalde 1. suppleanten og lade denne indtræde som bestyrelsesmedlem for resten af den udskiftedes valg-periode. Formanden underretter den udskiftede om bestyrelsens beslutning.

Bestyrelsen kan, dersom formand, næstformand eller kasserer fratræder, konstituere sig på en sådan måde, at et andet bestyrelsesmedlem udfylder den ledige post i den resterende valgperiode, med tegningsret i henhold til § 11.

Suppleanterne har ret til at deltage i bestyrelsens møder, men har ingen stemmeret.

Indtil 5 ordinære medlemmer har, efter at have henvendt sig til formanden mindst 8 dage i forvejen, ret til at overvære et bestyrelsesmøde uden taleret. Bestyrelsen kan dog beslutte, at særlige punkter på dagsordenen behandles for lukkede døre.

Bestyrelsen kan offentliggøre beslutningsreferater af almen interesse i medlemsbladet.

Ønsker et medlem oplysninger i en bestemt sag, kan formanden give den pågældende adgang til referater fra de bestyrelsesmøder, hvor sagen har været behandlet.

§10 Forretningsorden
Bestyrelsen konstituerer sig selv med en forretningsorden, hvori bl.a. følgende skal være retningsgivende:

*  Formanden indkalder og leder bestyrelsens møder, indkalder til generalforsamling, aflægger bestyrelsens beretning og repræsenterer foreningen i alle forhold jf. foreningens formål

*         Næstformanden er formandens afløser

* Kassereren er ansvarlig for betaling af forfaldne regninger, kontingentopkrævning, regnskab/budget og genplacering af kontantsaldoen fra udtrukne obligationer

*     Sekretæren skriver referater af bestyrelsens møder og fører medlems- og fødselsdagskartotek

*        Redaktøren af foreningens medlemsblad er ansvarlig overfor bestyrelsen  og
       presseloven

For at gyldig beslutning kan tages på et bestyrelsesmøde kræves, at der er flertal indenfor den samlede bestyrelse for beslutningen.

Bestyrelsens medlemmer eller disses familie kan ikke samtidig være ansat i en lønnet administrativ stilling i foreningen.

§11 Tegningsregler
Foreningen tegnes med bindende virkning af bestyrelsens formand, næstformand eller kasserer – to i forening.

Ved låntagning, køb og salg af fast ejendom og salg af værdipapirer tegnes foreningen med bindende virkning alene af den samlede bestyrelse.

§12 Kontingent
Kontingentets størrelse fastsættes på den ordinære årlige generalforsamling.

Bestyrelsen er bemyndiget til, hvor særlige forhold gør sig gældende, midlertidigt eller varigt at indrømme enkelte medlemmer kontingentfritagelse.

Livsvarigt medlemskab kan opnås ved betaling af et engangsbeløb svarende til  10 års fuldt ordinært medlemskontingent. En sådan indbetaling kan i intet tilfælde kræves tilbagebetalt.

§13 Regnskab
Foreningens regnskabsår er kalenderåret.

Bestyrelsen drager omsorg for, at foreningens regnskab opgøres forsigtigt under hensyntagen til tilstedeværende værdier og forpligtelser, således som god regnskabspraksis tilsiger.

Regnskabet, der underskrives af den samlede bestyrelse, skal omfatte en resultat-opgørelse og en balance.

Regnskabet, revideret af foreningens revisorer, og bestyrelsens forslag til budget for det følgende regnskabsår forelægges den årlige ordinære generalforsamling.

Regnskabet med revisorpåtegning og budgetforslagene offentliggøres i foreningens medlemsblad, samtidig med indkaldelsen til den ordinære generalforsamling.

Det detaljerede og reviderede årsregnskab med bilag skal tillige være tilgængeligt for medlemmerne de sidste 8 dage før generalforsamlingen – efter nærmere aftale med formanden.

§14 Revisorer
Den ordinære generalforsamling vælger hvert år 3 revisorer og 1 revisorsuppleant til at revidere regnskaberne for foreningen, Opfostringshusforeningens Stiftelse og de øvrige af foreningen administrerede legater.

Revisorer og revisorsuppleanter kan ikke samtidig være medlem eller suppleant til bestyrelsen.

Revisionen gennemføres efter normale revisionsprincipper og skal være tilendebragt inden den 1. marts.

Revisionens bemærkninger til regnskabet påføres dette; og bestyrelsens svar herpå afgives på generalforsamlingen.

Revisorerne har ubegrænset adgang til regnskabsgrundlaget, foreningens bankbøger og kassebeholdning m.m.

§15 Ændring af vedtægt
Ændringer af foreningens vedtægt skal vedtages af den årlige ordinære general-forsamling under punkt 5 i dagsordenen. En ændring kan vedtages, når generalforsamlingen tæller mindst halvdelen af foreningens ordinære medlemmer, og når mindst tre fjerdedele af de mødende stemmer derfor.

Er generalforsamlingen ikke beslutningsdygtig, indkaldes en ny generalforsamling (ekstraordinær) i foreningens medlemsblad med mindst 14 dages varsel, og denne beslutter med kvalificeret flertal (tre fjerdedele) uden hensyn til de mødendes antal.

§16 Foreningens ophør
Foreningen kan kun opløses, når mindst tre fjerdedele af foreningens ordinære medlemmer ved en skriftlig afstemning stemmer derfor.

Skulle foreningen ophøre at bestå, overføres alle foreningens midler og andre ejendele, efter at alle gældsforpligtelser er afviklet, til et ”Opfostringshusforeningens Skolelegat”.

 
Vedtaget på den ordinære generalforsamling den 24. marts 2011
Endeligt vedtaget på den ekstraordinære generalforsamling den 28. april 2011

 

Bestyrelsen:

Finn Johansen                    Jens Chemnitz Povelsen                   Aage Johansen

Christian Beck                    Erik Knudsen                                   Kjeld Simon Villadsen

Søren Derving

 

Om foreningen
  
Medlemskab
  
Aktiviteter
  
"Skorpen"
  
Nyhedsmail
 
Nyhedsgrupper
 
Publikationer
 
Skorpeskolens historie
  
Annoncering
 
Links
 
Indholdsindeks
 
Kontakt 
 

  

  

  
  
  

Design: netgrafik.com




Forside  -  Tilbage